Hvad sker der med idrætsklinikkerne i Hovedstads Regionen?
Politisk er der nu lagt sidste hånd på oplæg til en hospitalsplan, som er udsendt til høring i Regionen. I denne plan savner alle motions- og idrætsudøvere et par ord om, hvad der skal ske med de idrætsklinikker, som vi i dag har i regionen.
Det er naturligt, at idrætsklinikkerne ikke er nævnt i hospitalsplanen på nuværende tidspunkt, men vi håber, at I medtænker dem, når I kommer et spadestik længere ned i jeres store opgave vedr. den fremtidige hospitalsplan.
Idrætsklinikkerne er en mindre enhed i det store hospitalssystem, derfor er der grund til at råbe vagt i gevær. Hvis vi som samfund ønsker, at borgerne i højere grad selv tager hånd om deres egen sundhed, skal vi også sikre at mindre skader, som opstår under fysisk og idrætsmæssig aktivitet ikke hindrer den enkelte i at få korrekt behandling. Det er vigtigt, at borgerne kan fortsætte hele livet med motionsaktiviteter, som dels øger den enkeltes livskvalitet, men også sparer samfundet for mill. af kr. på sygehusvæsenet.
Det skønnes, at antallet af idrætsskader andrager 1.000.000 om året i Danmark, eller 10 % af de årlige samlede behandlinger, så antaltsmæssigt er det et stort område. Økonomisk et mindre belastende område, men vigtigt, hvis vi skal holde os i gang livet igennem.
De nuværende klinikker er meget forskellige og er tilsvarende forskelligt organiseret på de hospitaler, hvor de er placeret. Derfor er der behov for politisk opmærksomhed, da klinikkerne ellers kan blive glemt i de nødvendige besparelser og rokader, der givet er kommer flere steder.
På vegne af de fire klinikker i København Omegn
Jan Mogensen, formand
København Omegns Idrætssammenslutninger
Elverhøjen 3
2730 Herlev
jan@kaisport.dk
